På sporet af barndommen

Per Schultz Jørgensen

Hvordan har børn det – og hvordan er deres barndom? Spørgsmålene kan måske for nogen synes overflødige. Svarene giver sig selv, tænker de. Børn er børn og dermed basta. For andre derimod er spørgsmålene vigtige alene af den grund, at svaret fortæller noget om vores konkrete behandling af børn. Det er også her det historiske perspektiv kommer ind i billedet: hvordan er barndommen blevet opfattet tidligere – og er barndom i dag en mere positiv  forestilling? Lever børn i dag i den bedste af alle børneverdener?

Der har selvfølgelig altid været børn. Og man har sikkert også altid været klar over, at børn er anderledes end voksne. De er mindre, ikke så robuste og stærke, de kan gå til hånde, men ikke yde så meget før de i hvert fald når hen 5-6 års alderen. Men forestillingen om barndommen har ikke altid været den samme, måske har man heller ikke altid haft en nogenlunde klar forestilling om at barndommen var noget særligt.

          Den franske historiker Philippe Aries får æren for at have påvist, at barndommen blev ”opdaget”  i den sene middelalder, engang i det 15. århundrede. Her trådte barnet ud af det kollektive samfund og blev et agtet medlem af den lille familie, der gradvist trådte i karakter. Børn  blev nogen, der skulle beskyttes og gøres til en sag for forældrene. Da bogen kom frem i 1962 vakte den enorm opmærksomhed. Alene titlen var en fanfare – på engelsk: Centuries of Childhood! Sociologer og psykologer tog bogen til sig: her blev barndommen til som det første skridt hen mod en moderne forståelse. Historikerne derimod var mere kritiske, nogen endda meget kritiske: Aries synspunkter holdt ikke, sagde de.

          Men hvad var det, der ikke holdt? Aries hævder, at der i perioden efter middelalderen sker en revolution i opfattelsen af barndommen. Før var børn måske nok børn, men der var ikke en fornemmelse af barndommen som en periode med en særlig åbenhed over for verden, med et kæmpe udviklingspotentiale – og med en stor sårbarhed og derfor behov for beskyttelse. Ifølge Aries var man indtil dette tidspunkt ikke i stand til at opfatte overgangsperioden mellem det spæde barn og den voksne som en særlig vigtig periode, der krævede oplæring og uddannelse.

De kritiske historikere hævder, at Aries er alt for kategorisk. Barndommen blev ikke opdaget ”på en gang”, som en særlig revolution. Den blev til i en langsom proces, der var i gang også før middelalderen, den forsatte helt op til vores tid – og er i gang den dag i dag. Barndommen  bliver hele tiden til som en særlig ”forestilling”, der ændrer sig, tilpasser sig, udvider sig -  fordi den ”konstrueres” af os som vores særlige syn på  børn – ud fra de vilkår vi har.

Derfor skal vi finde sporene af barndommen op gennem århundrederne i den ind imellem grumme historie, der handler om børn. Både når den fortælles af registrene, af de voksne og af børnene selv. De sidste dokumenter er sjældne, men de er der. Og nu er der kommet en spændende bog af den engelske historiker Colin Heywood, der beskriver den udvikling, som har fundet sted i perioden efter middelalderen. Hendes sigte er at fortælle en anden historie end den, Aries fortæller. Og det gør hun godt og spændende: barndommen bliver til skridt for skridt og med mange tilbageskridt. Ikke nogen revolution, men hårdt arbejde.        

Barndommen er fra begyndelsen viklet dybt ind i en religiøs forestilling om synd og skyld, der stammer tilbage til Augustin i 400-tallet. Den forestilling blev ændret i retning af, at synden kunne sones gennem dåb og gudfrygtig opdragelse, børn blev måske nok opfattet som ”uskyldige” og som et stykke natur, der kunne klare sig selv, men langt op mod vores tid er det en udbredt opfattelse, at børns vilje skal knækkes: de skal gøres til lydige og agtværdige mennesker. Derfor skal naturen bankes ud af dem. Og det blev den.

Men den historiske dokumentation af de mange brikker i det store puslespil om barndommen i århundrederne efter middelalderen er alligevel ikke kun en grum historie om et barndommens mareridt. Der er også lyspunkter. De fleste børn var ønskede, de blev døbt, de fik gudforældre – og deres navne blev valgt med omhu. I 1300 tallet var man i Frankrig meget iderige med hensyn til navne til børn:  registret for den periode er oppe på 258 forskellige navne. I århundredet efter daler det drastisk, nu er det helgener, der må holde for og blive opkaldt, senere bliver det forældrenes egne navne, der går igen. Moderne skifter, hvad angår navne, men det er den magiske beskyttelse af barnet, der er i centrum, når man skal finde et navn til sit barn. Navnet giver dynamik i sig selv!

Et karakteristisk træk i barndommen historisk set er, at den er forholdsvis kort. For nogle børn rigtigt kort. De overlever slet ikke de første måneder. Børnedødeligheden er massiv helt op mod vores tid. Et sted mellem 150 og 300 børn  - afhængig af tid og sted - af hver fødte 1000 børn får aldrig begyndt på en barndom. Men hvis de gør, får de ofte lov til mere eller mindre at passe sig selv til de var op mod 6-7 år. Så kan de nemlig begynde at gå til hånde- inde og ude. Og når de kommer hen mod 10-12 års alderen indgår de reelt i arbejdsstyrken. Sådan er det indtil slutningen af 1800-tallet.  Registeroplysninger fra England for 1851 viser dramatiske andele af børn i arbejdsstyrken – blandt landarbejdere udgjorde andelen af drenge under 15 år  28 pct. og i industrien omkring 45 pct. Pigerne var hovedsagelig i tekstilindustrien (41 pct.) eller i husarbejdet som tjenestefolk (30 pct.). Og børn blev behandlet strengt, med afstraffelser og hårde reglementer. For et barn kunne en arbejdsdag strække sig fra kl. 5 om morgenen til klokken 18 om aftenen. I bomuldsindustrien kunne en arbejdsdag være på 13½ time. Intet under, at børns  livsbane ofte blev kort.

Hårdhændethed, tugtelse, viljen der skulle knækkes. Selvfølgelig var man klar over, at børn var små og ikke voksne. Men der var ikke en særlig begrebsmæssig dyb idé om barndom – som en periode for dannelse og oplæring. Da forestillingen vinder indpas er den præget af religiøse forestillinger: børn skal tugtes og være gudfrygtige. Puritanerne mente, at børn skulle arbejde, og hvis det blev  for hårdt og de bukkede under, måtte man sikre sig, at de i det mindste kom i paradis i kraft af deres gudfrygtighed. Barndommen var ikke en dans på roser i nogen henseender

Skridt for skridt  bliver barndom til som den realitet, vi kender i dag: den bliver længere, den bliver præget af skolegang, børn bliver holdt ude af de voksnes arbejdsverden – og almindelige sanitære forhold forbedres, så stadig flere børn overlever. Men mange grove træk i børns liv holder ved højt op mod vores tid, fx problemet med de illegitime børn – børn født uden for ægteskab. Løsningen er at bortskaffe barnet fx ved at slå det ihjel – i England i 1863 blev der registret 5.314 mord, heraf var de 3.355 på børn under 1 år. Altså en andel på 63 pct. af  drabene drejer sig om spædbørn (i 1977 var denne andel i England 6,1 pct.). Det vil sige, at spædbørn havde den højeste risiko for at blive udsat for mord overhovedet! Der bliver sat ind over for dette rædselsregimente i slutningen af 1800-tallet, med blandt andet lovgivning og hjælpearbejde. Men traditionen drejes langsomt. Bliver børnene ikke slået ihjel bliver de ofte efterladt – på gaden eller på tærskelen til et fremmed hus. Skæbnen for barnet er herefter ofte at vokse op på en mere eller mindre umenneskelig institution. Som det blev udtrykt af en London-præst i 1620: En der elskede sin hund ville ikke lade den leve under de betingelser – som  man bød de efterladte børn. Store institutioner, med meget sparsomme kår, høj dødelighed – i Reims overlevede 46 pct. af disse institutionsbørn ikke deres første år i midten af 1800-tallet.

Men hvad ændrer i slutningen af 1800-tallet mere grundlæggende ved opfattelsen af barndommen – i retning af et positivt, beskyttende syn? Det gør den opfattelse, at børn skal uddannes og oplæres, hvis de skal kunne gå ind i de voksnes verden. Skolen bliver murbrækkeren for et nyt syn på barndom, som for alvor rykker ved tingene.  Derfor bliver barndommen længere, børn og unge holdes adskilt fra de voksnes arbejdsverden – og som et resultat af forbedringen af de sanitære anlæg bliver børnedødeligheden reduceret. Hertil kommer de børnevenlige organisationer og deres humanitære indsats.

Derfor står vi i 1900 tallet med et nyt syn på børn – barndommens århundrede, som svenskeren Ellen Key sagde. Det var måske ingen revolution engang i middelalderen, som hævdet af Aries, det var mere et langt sejt træk, der  var dybt afhængig  både af de sociale forhold og kritiske reformatorer. Barndommen konstrueres skridt for skridt – af faktorer som ændrede materielle vilkår, både  teknisk og økonomisk, et nyt menneskesyn skabt i oplysningstiden og en stærkt forbedret sundhedstilstand. Barndommen kommer til at strække sig over mange år i opvæksten og den får et indhold af både systematisk påvirkning, beskyttelse og human omsorg.

Men har vi så i dag opnået den olympiske førsteplads med hensyn til barndom? Heywood går ikke rigtig ind i den diskussion, hun  holder sig til det historiske perspektiv.

 Men rigtigt er det: der er tale om så markante materielle, sundhedsmæssige og sociale forbedringer af børns liv, at man næsten ikke kan andet end at klappe i hænderne. Tag fx børns højdemål: omkring 1750 var den gennemsnitlige højde for en  14 årig dreng i London 135 cm – i 1950 er den knap 165 cm. Bedre kår blev selvfølgelig også udstrakt til børnene.

Men vi skal videre end til blot en  enkel historisk sammenligning af typen ”mere eller mindre” og hen mod en forståelse af de kvalitative ændringer i den moderne barndom. Det er en forståelse, der også inddrager den konstruktion , som børn selv er i gang med – om dem selv og hvor de er på vej hen. Historisk set har børn været så socialt og menneskeligt undertrykt, at det spørgsmål aldrig  blev stillet. I stedet handlede spørgsmålene altid om overlevelse og underkastelse. Hvad drejer børns spørgsmål sig om i dag?

Byggestenene i vores konstruktion af den moderne barndom  kan måske på en kort formel siges at være følgende tre:

· Udskillelsen af barndommen

· Professionaliseringen af opdragelsen

· Den erklærede børnevenlighed

Et slående punkt i et historisk perspektiv er, at hvor børn engang var dybt integreret i de voksnes verden – fx arbejdsmæssigt – så er børn i dag nærmest udskilt fra de voksnes verden.  Børn var engang fra en tidlig alder nødvendige, de var produktive, de bidrog – og blev slidt op. I dag er børn ikke produktive, de er i vejen, de koster penge, de udgør tunge poster på de sociale budgetter. De bliver ikke slidt op, men de lever deres egen barndom i områder, som af nogen betegnes som børneghettoer. Her nyder de en vis omsorg, de stimuleres – og gradvis får de også rettigheder, fx med hensyn til at blive hørt og inddraget. Men de er i bund og grund udenfor. Et forhold, der blev stillet skarpt på af Børnekommissionen i dens hovedrapport fra 1981: børn lever deres eget afsondrede liv udenfor den fælles kultur – med alt for mange overfladiske voksenkontakter.

Professionaliseringen er i den grad noget, vi tager for givet, at vores bekymring hvad angår daginstitutioner mere går på pladser, tilbud og økonomiske modeller end på indhold. Vi ved godt, at vi overlader børnene i deres vigtige dagtimer til masser af  professionelle personer – spændende fra pædagoger til reklamefolk, medieunderholdere, popstjerner og markedsøkonomer. Vi er til en vis grad optaget af kvalitet, men vi stiller ikke særlig mange og afgørende spørgsmål til indholdet og rammerne. Vi har affundet os med tilstanden – og erkender, at der er tale om en udstrakt uddelegering af opdragelsen, der rækker ind i familiens allerhelligste. Selv er vi i vores erklærede børneopdragelse temmelig pragmatiske: vi stiler mod, at børnene kan administrere deres opdelte hverdag i mange sociale arenaer som de små selvstændige børn, de er - og bliver gjort til.

Børn er meget synlige i vores samfund og ofte på en meget børnevenlig måde. Denne børnevenlighed er iklædt en retorik, der både taler om omsorg, udvikling og rettigheder. Børn er genstand for en stadig opmærksomhed, hvor vi tilsyneladende søger at imødekomme deres behov – samtidig med at vi er usikre på vores egen rolle i forhold til dem. Børnevenligheden rummer både ægte kærlighed til børn og en faglig begrundet forståelse af, hvordan de udvikler sig. Den rummer også anstrøg af en umådelig iscenesættelse af børn, der arrangerer børnevenligheden som en til lejligheden skabt dekoration: Se, hvor gode vi er! Eller som det udtrykkes af den amerikanske professor i miljøpsykologi Roger Hart: ”Børn er utvivlsomt de mest fotograferede i samfundet – men også dem, man mindst lytter til”.

Barndommens udgrænsning, dens professionalisering og dens børnevenlige iscenesættelse – alt dette har nok i visse henseender gjort det bedre for børn. Men også gjort det sværere.  Og med dette paradoks er måske i virkeligheden sat fokus på den moderne barndoms essens: børn skal i dag i langt højere grad selv finde frem til, hvem de er – og hvad det hele handler om. Derfor  er børn i dag selvcentrerede og eftertænksomme - og bliver nødt til at være det. Bag lurer spørgsmålet om identitet, et spørgsmål, der historisk altid bliver stillet, når man for alvor er i tvivl. Og det er børn i dag.

Den moderne barndom kan nyde frugterne af et langt historisk slid – op ad bakken til den olympiske sejrskammel. Der står vi så og må samtidig erkende, at vi på nogle vigtige punkter er kommet et andet sted hen, end vi regnede med. Derfor kan vi ikke bare fremskrive fortiden og sige tak til. Vi har fået nye udfordringer – det har børnene også.

Men lever vi så i den bedste af alle børneverdener? På nogen punkter ja, på andre nej. Det er denne ambivalens, vi skal ind i og forstå dybden af – før vi kan ændre både  ved vores forestilling om barndommen og det, vi gør ved børn.

Heywood, Colin (2001) A History of Childhood. Cambridge: Polity Press.