Familien i det kulturelle opbrud –og opdragelsen af børnene
Per Schultz Jørgensen
Nye familiemønstre – sådan sagde vi for 25 år siden. I dag er det tæt på at blive normen. Vi har gradvist vænnet os til tanken om, at familie-idyllen ikke er, som den var. Eller snarere: er blevet en anden form for idyl. Vi registrerer de mange skilsmisser, at papirløse forhold er en naturlig del af billedet, at småbørnsmødre knokler på arbejdsmarkedet – hvor de arbejder længere end for 10 år siden. Og så en ting mere: de relativt få fødsler. Men stadig er vores familie vel en familie i ordets egentlige forstand: to generationer, der er rammen om et familieliv? Der rejses mange kritiske røster mod familien, som den ser ud i dette opbrudssamfund – er forældrerelationen blevet for ustabil, arbejder forældrene for meget og giver familien tilstrækkelig ballast til børn? I det følgende skal nogle af disse spørgsmål på familie- og børneområdet belyses. Er det en kritisk udvikling, vi står midt i – eller er det tværtimod en ny familieform, der udvikler ”nye” mennesker? Er det en overgang – eller skal vi regne med en permanent ny situation, hvad angår familielivet, i hvert fald i forhold til, hvad vi hidtil har anset for at være det ”normale”? Spørgsmålene er mange og blot nogle af dem skal overvejes i det følgende. Vægten lægges på den almindelig familie og på børns opvækstbetingelser.
Familien i opbrudskulturen Fra en historisk synsvinkel kan man tale om tre omfattende ændringer af familien gennem de sidste 400 år i Europa. Den første ændring er omkring 14-1500 tallet, her bliver den moderne kernefamilie til med vægten på det private familieliv. Den anden store ændring ligger i 1800-tallet, hvor industrikulturen skaber en ny familie: lønarbejderfamilien. Det afgørende her er, at en vigtig rolle lægges uden for familien. Den tredie store ændring er vi midt i den: den drejer sig om kvindernes stigende erhvervsdeltagelse efter 1960´erne, og den er ledsaget af mange andre ændringer af både demografisk, social og kulturel art. Denne ændring er i virkeligheden, hvad der er kaldt den højmoderne families tilblivelse. Den højmoderne familie udvikler sig i et tæt samspil med et socialt og kulturelt opbrud overalt i den vestlige verden. Men selvfølgelig også i forhold til udviklingen af et moderne velfærdssamfund med en række støttetilbud til familien – i hvertfald i Norden. Blandt andet derfor ses den højmoderne familie især udfoldet i de nordiske lande. De samfundsmæssige ændringer er af teknologisk, økonomisk, social og kulturel art - det er et højmoderne samfund, et informationssamfund, et postmoderne samfund eller en modernitetskultur. Det vigtige i denne forbindelse er, at der sættes en ny dagsorden for indholdet i tilværelsen - og dermed også for familien og hvad der forstås ved et fællesskab. Centralt i denne modernitetskultur er en ny vægt på individualitet - og en mere intens søgen efter en personlig identitet. De traditionelle rammer i fx en hjemlig idyl er ikke mere tilstrækkelige til at give afsæt for en selvforståelse, derfor bliver der tale om en kritisk forholden sig til bl.a. familien som “hellig” institution, og derfor behov for eksperimenter også på familie- og samlivsområdet. Det er en udvikling, der er beskrevet som en proces fra “familisme” mod “individualisme”, i hvert fald bliver familien mere og mere en enhed, der ser ud til at skulle fungere som en ramme for de enkelte personers egne engagementer uden for familien. Den højmoderne familie skal derfor forstås på baggrund af et socialt-kulturelt opbrud og tilstedeværelsen af et tæt samspil med et omgivende servicesystem, både med hensyn til livsfornødenheder, beskæftigelsesmuligheder og med hensyn til velfærdsmæssig støtte. I det følgende skal denne familie søges forstået ud fra både forudsætninger – og hvad der bredt kan kaldes familieliv.
Dobbeltindkomst-familien Kvinder er i stort tal tilknyttet arbejdsmarkedet. For aldersgruppen af 15-64 årige er andelen med erhvervsarbejde i Danmark 79 pct. (sådan var det i 1991). Samnenligner vi med andre lande ligger vi i toppen – sammen med Sverige. Her er andelen på 80 pct. og det er et pænt stykke over lande som fx Norges (71 pct.), Holland (55 pct.), England (65 pct.), Tyskland (57 pct.) og Frankrig (57 pct.). Ser vi specielt på mødrene viser der sig en markant og tydelig udvikling i retning af at de fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet, selvom de får børn. I perioden fra midten af 70´erne og frem til 1990 er begrebet hjemmegående husmor således på vej mod afskaffelse. I denne forbindelse skal også inddrages, at ikke alene fastholder stadig flere småbørnsmødre deres job på arbejdsmarkedet, de arbejder også længere. Det vil sige, at det gamle mønster, hvor mødrene holdt helt op med erhvervsarbejde, når de fik det første eller det andet barn, ikke mere er særlig udbredt. En del holder pause, nogle tager forældreorlov, men næsten alle bevarer de tilknytningen til arbejdsmarkedet. De vil tilbage og ind i et job eller videre i et karriereforløb . Betragter man småbørnsfamilien samlet, kan man sige, at den arbejdsmæssigt i dag er langt hårdere spændt for arbejdsmæssigt set end tidligere (Bonke, 1995) Forældre i en børnefamilie lægger i dag tilsammen 73 timer på arbejdsmarkedet! Dette forhold kan også udtrykkes økonomisk på den måde, at engang var én indtægt tilstrækkelig, så blev det halvanden-indtægtsfamilien, der var normen - i dag er det dobbelt-indkomstfamilien, der er udbredt også blandt børnefamilier. Derfor kan man også i statistikken aflæse, at børnefamilierne generelt ligger godt økonomisk set. I gennemsnit havde parfamilier med børn således i 1994 en personlig indkomst, der var knap 10 pct. højere end hos parfamilier uden børn. Der skal så tages hensyn til flere udgifter i børnefamilier, gør man det, finder man, at børnefamilierne havde omkring 75 pct. af de forbrugsmuligheder, som parfamilier uden børn havde (Dehlbæk, 1997). Betragtes udviklingen økonomisk set for børnefamilier siden midten af 80´erne, har der været tale om en klar fremgang. Mens 80´er-tiåret repræsenterede en tilbagegang for børnefamilierne (sammenlignet med par uden børn) med hensyn til realindkomst, vendte udviklingen i 1989, og forskellen på de to familie-typer har været stadig mere markant siden da (Jørgensen, 1997). Men hvad synes forældre egentlig selv er det bedste med hensyn til erhvervsarbejde? Holdningen blandt småbørnsforældrene i Danmark på dette område er klart gået i retning af både at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet for begge forældre - og gå ned i arbejdstid. Udviklingen gennem 70´erne og 80´erne viser tydeligt, at omkring 80 pct. af småbørnsfamilierne opfatter dette familiemønster som det mest ideelle, hvor enten begge forældre har halvtidsarbejde, eller moderen er på halvtid med faderen på heltid. Netop denne holdning har formentlig været bevæggrund til den succes, som forældreorloven fik fra første øjeblik, den blev indført.
Papirløse forhold Det papirløse forhold er i almindelighed en uformel start på et mere formaliseret samliv, det gælder i de fleste samfund. Det nye i Danmark og i Norden er, at omkring 1960-70 bliver det papirløse forhold en legitim måde at leve sammen på, også når man sætter børn i verden. I 1950´erne var det stadig almindeligt at tale om “børn født uden for ægteskabet” (med alt hvad dette indebar af moralsk fordømmelse), i 1974 levede 7 pct. af de 0-6 årige børn med papirløst samlevende forældre, i 1985 var denne andel vokset til 23 pct. I dag bliver omkring halvdelen af alle børn i Danmark født i en familie, hvor forældrene lever sammen papirløst, og der er ikke mange moralske fordømmelser tilbage i den anledning: 80 pct. af den danske befolkning mener, det er en privatsag, om man vælger ægteskab eller et papirløst samliv (EUROSTAT, 1996). Udviklingen i alle de europæiske lande går i samme retning, dvs mod større accept af det papirløse forhold, men Danmark og Sverige ligger langt forud i denne udviklingsproces. Dette forhold kan godt dække over helt forskellige holdninger blandt de europæiske lande til netop forestillingen om, hvad en rigtig familie er - og hvordan det papirløse forhold derfor skal opfattes: i Storbritannien accepteres det papirløse forhold som en forløber for et ægteskab, mens det “.... i Holland og Skandinavien ser ud til udbredt at være accepteret som et alternativ til ægteskab” (Harding, Phillips & Fogarty, 1986). Det er her det nye ligger: parforholdet har fået en vægt på følelserne fremfor på de normer, der er forbundet med at leve sammen.
Skilsmisser Antallet af skilsmisser og opløste parforhold ligger højt i næsten alle de europæiske lande - og generelt højest i de nordiske lande. Danmark har en europæisk rekord i antal skilsmisser/opløste parforhold. Ud af 1000 indgåede ægteskaber blev de 6 skilt i 1968, i 1989 var denne andel steget til 13, mens den de efterfølgende år har været lidt lavere - i 1993 således 11. Altså næsten en fordobling i denne periode. Blandt ægteskaber med en varighed på 5 år har der været tale om en endnu mere dramatisk stigning, nemlig en tre-dobling siden 1960. De papirløse forhold ser du til at have en lidt højere risiko for opløsning end de juridiske ægteskaber, men statistikken er usikker på dette felt. Hvad børnene angår, levede omkring 77 pct. af de 0-17 årige i 1990 med begge deres biologiske forældre. Og denne andel er nogenlunde uændret op gennem 90´erne. Ser man her bort fra dødsfald, vil det sige, at omkring 20 pct. af børnene i denne aldersgruppe har oplevet deres forældres skilsmisse. På grundlag af beregnede aldersbetingede risici kan man imidlertid forvente en noget større andel af børn, der fremover vil opleve familieopløsning. Et forsigtigt skøn siger omkring eller lidt over 30 pct. Der er med andre ord tale om en udvikling i retning af “normalisering”, hvor det bliver mere og mere almindeligt, at børn oplever den krise, det er, at familien deles - eller opløses. Det gør det ikke nødvendigvis lettere for det enkelte barn at leve med sammenbruddet i den nære familie. Spørgsmålet her er, hvad det betyder for børn, og hvordan det påvirker dem også på lidt længere sigt. Børns reaktioner på skilsmisse er belyst i en række undersøgelser, danske som internationale, og der foreligger nu en dokumentation, der kan vise, hvor nuanceret man skal være, når man udtaler sig om konsekvenser (Schaffer, 1994). Det er ikke så enkelt, som det måske var engang, hvor skilsmisser var forholdsvis sjældne og undtagelser. Men børn kan komme godt eller rimeligt over deres forældres skilsmisse, hvis de er med i processen på den måde, at forældrene giver sig tid til at snakke med dem, lytte til deres spørgsmål og kan give dem en forvisning om, at de ikke vil miste nogen af forældrene, selvom de flytter fra hinanden. Den samme grundlæggende kendsgerning går igen i andre undersøgelser, der siger, at hvordan børnene får det efter skilmissen afhænger af, hvordan forældrene går fra hinanden - og har det sammen efter afbrydelsen af samlivet. Fx viste Amato (1993) ud fra en gennemgang af adskillige skilsmisseundersøgelser, at den mest udslaggivende faktor for børnenes reaktioner var, om der var konflikter mellem ægtefællerne. Den samme konklusion fremgår af Wallerstein & Kelly´s undersøgelse fra 1970 (Kelly, 1984), der fulgte 131 børn fra 60 familier i fem år. Omkring en trediedel af børnene klarede sig godt, mens en god trediedel kom decideret dårligt over skilsmissen. De forhold, der spillede en vigtig rolle for børnenes reaktioner, var samspillet mellem forældrene efter skilsmissen. Blandt de forhold, der synes at forringe børnene mulighed for at komme over skilsmissen, er fortsat intens fjendtlighed mellem de tidligere ægtefæller, utilstrækkelig omsorg fra den forælder, barnet lever sammen med og spredt og uregelmæssig kontakt med samværsforælderen. Der ligger megen visdom gemt i udsagnet om, at selvom forældrene opløser ægteskabet, skal de ikke opløse forældreskabet!
De nye familiemønstre Nye familiemønstre drejer sig om ændrede måder at leve sammen på i kraft af familieopløsning og nydannede familier, beskæftigelsesforhold for moderen og faderen, særlige boforhold eller bofællesskaber for familien eller om beslutningen om at organisere familielivet på en anden måde. Nye familiemønstre handler også om ønsker og holdninger til nye familiemønstre - og det handler om børns reaktioner på de nye familiemønstre. Nye familiemønstre omfatter også, hvad der er benævnt ”aftalefamilien” (Schultz Jørgensen, 1999), hvor der er tale om en anden rollefordeling sammenlignet med den gamle familie (for to-tre generationer siden), og hvor parforholdet satser langt mere på intimitet og gensidig overensstemmelse. Det er en dagligdag, hvor parterne er ude i hver deres ”arenaer” og mødes efter arbejdstid. Her, i resttiden, ligger fællesskabet – og følelserne. Og der er store forventninger knyttet til dette private fællesskab, så store, at de ofte ikke kan indfries. Derfor skilsmisserne og de opløste parforhold. En af de vigtige konsekvenser af de mange skilsmisser er den store gruppe af eneforsørgere. I Danmark er der således i dag langt flere eneforsørgere end for 20 år siden. Dette er en naturlig følge af de stigende antal skilsmisser. I dag bor der omkring 170.000 børn i Danmark hos en eneforsørger (Christoffersen, 1995). Heraf bor langt de fleste hos deres mor, nemlig knap 90 pct. af denne gruppe børn, mens omkring 10 pct. bor hos faderen. Og denne fordeling har holdt sig nogenlunde konstant gennem de sidste 20 år (siden midten af 70´erne). Eneforsørgerfamilien med moderen som forsørger har været gjort til genstand for mange undersøgelser, der bl.a. har dokumenteret, at denne gruppe er lige så varieret som resten af befolkningen (Thaulow & Gamst, 1987) . Der er eneforsørgeren med karriere, stort netværk og god økonomi. Her er der nok tale om tidspres og måske også om problemer med forholdet til tidligere samlever og barnets far, men der er ikke egentlige sociale problemer. I den anden ende af skalaen er der den virkelig dårligt stillede eneforsørger, der ofte er uden arbejde, med svagt netværk og dårlig økonomi og ofte med et yderst problematisk forhold til tidligere samlever. I den forbindelse kan man ikke opstille gennemsnit for, hvad der måtte gælde for en eneforsørgerfamilie, men man kan tale om, at eneforsørgerfamilier er stillet overfor relativt flere problemer end to-forsørgerfamilier. Det gælder med hensyn til økonomi, arbejdspres, socialt netværk og opdragelse. At være enlig forælder og eneforælder-barn er belyst i en række undersøgelser gennem de sidste 20-25 år (Lassbo, 1988; 1999): samværet mellem forældrene, forholdet til bedsteforældre, børns deltagelse i det hjemlige arbejde, opdragelse og kønsroller. Adskillige andre spørgsmål har også været inddraget, fx mulige konsekvenser på børns senere udviklingsforløb af opvækst i en eneforsørgerfamilie - hvor der bl.a. har været begrænset kontakt med faderen. Der er imidlertid ikke entydige resultater, der kan dokumentere noget generelt om effekten af eneforsørgeropvækst. Rammerne er anderledes, men processen og konsekvenserne afhænger af så mange forhold. Derfor er der meget, der tyder på, at variationer i familiemønster og samlivsform ikke uden videre har en effekt på børns udvikling og trivsel. Det betyder ikke, at familien ikke kan have vanskeligheder eller være stillet overfor større udfordringer end familier flest, men børn kan trives under forskellige familiemønstre - hvis de menneskelige relationer er i orden. En lang række forskellige familiemønstre er i den forbindelse belyst forskningsmæssigt (Schaffer, 1993), fx børn i eneforsørgerfamilier, i bofællesskaber og i familier med faderen som hjemmegående “husfar”. Konklusionerne peger i samme retning: rammerne kan være mere eller mindre varierende og problematiske, men inden for en vis grænse er det processens kvalitet, der bestemmer udfaldet for børnene. Dette konkluderes af Schaffer på denne måde: “Der er ingen indikation på, at afvigelser fra den almindelige familienorm nødvendigvis er skadelige for børn.......Det er snarere karakteren af børns interpersonelle relationer, end familiestrukturen som sådan, der har den største indflydelse på det psykologiske udviklingsforløb” (Schaffer, 1993, 217-219). Stedfamilien eller den nydannede familie dækker i dag omkring hvert tiende barn i Danmark. Der kan ikke her sammenlignes med europæiske tal, statistikken findes ikke. Men i Danmark bevæger vi os mod en situation, hvor hvert tredie barn vil komme ud for skilsmisse /familieopløsning inden det når 17 års alderen. Derfor vil mange børn også komme ud for at leve i en eneforsørger-familie i en kortere eller længere periode, for de fleste som en overgang til en ny familie. Den nydannede familie, den sammenbragte familie - eller stedforældrefamilien. Alle sammen udtryk, der anvendes. Når man betænker, den udbredthed denne samlivsform har, er det overraskende, så få egentlige undersøgelser, der er foretaget til belysning af det nye og ofte meget krævende psykologiske samspil i disse familier. At dømme ud fra personlige beretninger påvirkes også de tidlige forældre-barn relationer i den nydannede familie: “Jeg har også måttet erkende, at forholdet til mit eget barn har ændret sig efter dannelsen af vores nye familie, Særligt mens stedfamilien etablerede sig, og hvor det var væsentligt, at støtte stedforælderen i hans nye rolle overfor barnet. Man kommer ofte til at stå i opposition til sit barn, og hvis man ikke gør dette hensynsfuldt, vil barnet måske opfatte dette som et svigt...” (Mohr, 1991). Der er en del (internationale) undersøgelser, der har belyst indflydelsen på børns udvikling og opvækst i nydannede familier. Disse undersøgelser dokumenterer klart, at der er tale om en kompleks familiestruktur. Der tales her om flere kerner i én-, to- eller tre-kernefamilier med særlige relationer, der er grupperet omkring dels resterne af den gamle kernefamilie, dels kernerne i de nydannede forhold, fx moderens nye partner og dermed barnets “stedfar” og faderen og hans rolle som samværsfar. Disse familiestrukturer kan være klart optrukne (differentierede) eller diffuse og dermed have vigtige konsekvenser for barnets afklaring af egne relationer (Schwartz, 1988; 1999). Der er imidlertid i dag en dansk undersøgelse, der belyser det familiemæssige samspil i den nydannede familie (Heide Ottosen, 1999). Her foretages undersøgelse af relationen mellem barn og henholdsvis stedforældre og ekstern biologisk forældre. Undersøgelsen skelner mellem fire typer af relationer, nemlig ”Blodets bånd” (28 pct. af undersøgelsesgruppen), hvor relationen til den biologiske forældre er den stærkeste, ”Dobbelt-op” (45 pct.) med stærke relationer til både sted- og biologiske forældre, ”Erstatning” (24 pct.), hvor stedforælder-relationen er stærkere end båndet til den biologiske forældre – og endelig ”hverken-eller” (4 pct.), hvor barnet har mistet stærke forældre-relationer. En sådan belysning af børns voksen-relationer i familie-opbruddet er utrolig vigtig, fordi det er netop er her, det sårbare i forløbet må skønnes at være størst. Og undersøgelsen bekræfter formodningen om, at den nydannede familie kan være sårbar for børn, men bestemt ikke behøver at være det - det er op til de voksne, hvilket indhold relationerne til børn får. Hvad der imidlertid også er rigtigt er, at for mange børn er der tale om omstillingsprocesser, der kan strække sig over adskillige år af deres barndom - og komme til at sætte sit særlige præg på deres opvækst! Nye familiemønstre omfatter ændringer af familiestruktur, som er påført, valgt eller gradvist udviklet. Det omfatter også, hvad der almindeligvis opfattes som eksperimenter på familieområdet, fx at forældrene bor adskilt - men stadig opretholder et legalt parforhold og forældrefunktioner i forhold til et fællesbarn. Hvor mange af den slags eksperimenter, der eksisterer, er der ingen præcis viden om, men formentlig er der langt færre, end man skulle forvente ud fra de dristige utopier i kølvandet på 60´er frigørelsen. I dag (1997) er det snarere traditionalismen, der præger familiemønstrene - frem for eksperimenter: “Vi siger ikke, at vores form er den rigtige for alle mennesker. Men vi savner, at flere mennesker eksperimenterer med deres samliv. At livet ikke nødvendigvis skal leves på en bestemt måde” (“Far bor ovenpå”, Politiken, 7. august, 1997). De fleste forsøg med nye familiemønstre handler i dag om papirløse forhold, skilsmisser og nydannede familier - og forældrenes kortere eller længere arbejdstid.
Forældreskabet Forældreskabet i den højmoderne familie praktiseres under nogle grundlæggende andre forhold end i den “gamle” familie: der er tale om “ønskebørn”, med forældre i en relativ høj alder, med to udearbejdende forældre og med udstrakt brug af offentlige tilbud om dagpasning. Altå forældre, der vælger at få børn, når det “passer” ind i deres livsforløb, hvor de kan fastholde karrieren og uddelegere en del af omsorgen og opdragelsen. Men hvordan fungerer dette forældreskab i en familieform, hvor der er mange “løse ender”, der skal gå op i en større enhed, og hvor der er mange hensyn, der skal koordineres? Der er noget, der tyder på, at for en del forældre starter forældreskabet med betydelig oplevelse af bekymringer og usikkerhed. Det dokumenteres bl.a. i en nystartet dansk undersøgelse, der skal følge et repræsentativt udsnit af (5.400) børn født i efteråret 1996 (Andersen, 1996): selve fødselen forløb for 33 pct.s vedkommende med komplikationer (bl.a. abnorm fosterstilling, kejsersnit) og for 14 pct. har det givet problemer at få barn netop nu (bl.a. økonomiske, karrieremæssige, uddannelsesmæssige). Alligevel nyder de fleste at være sammen med barnet (95 pct.) selvom 15 pct. også giver udtryk for reservationer: belastningen ved at passe børn (4 pct.), usikker på, om de gør det rigtige (3 pct.) og har aldrig tid til sig selv. Derfor er der også mange mødre, der oplyser om forskellige personlige og sundhedsmæssige klager som dårlige nerver (8 pct.) hovedpine/migræne (18 pct.), underlivsproblemer (11 pct.) uregelmæssig menstruation (13 pct.) og infiltrationer i nakke og skuldre (56 pct.). Det vigtige her er ikke den større eller mindre medicinsk-objektive baggrund for disse mødres klager og problemer - men det forhold, at de oplever deres situation som problematisk eller usikker. Derfor kan disse oplysninger pege i retning af, hvad der er benævnt som “ambivalent moderskab” (Bäck-Wiklund, 1994, 1999). Det vil sige, at mange mødre i dag oplever, at de er spændt ud mellem to store behov eller interesser i deres tilværelse: på den ene side karrieren og autonomien - på den anden side omsorgen og moderskabet. Mange kvinder oplever dette som et dilemma og en uforløsthed, hvor de ikke magter at finde en “forsoning” af de to modsatte udviklingsprocessser. De “sikre” mødre har måske magtet at adskille job og familieliv i den periode, de koncentrerer sig om moderskabet, mens de ambivalente mødre lever med en stadig sammenblanding af de to verdener - forskelle i holdning, der igen ser ud til at hænge sammen med de livsvilkår, mødrene har - i deres sociale netværk, karriere og økonomiske forhold. Den “sikre” mor kan regne med støtte og regne med at komme tilbage til jobbet, den ambivalente mor forsøger at leve op til begge udfordringer for at klare de oplevede udfordringer. Disse modsætninger og dilemmaer i den moderne moder-rolle genfindes i nyere undersøgelser (Hestbæk, 1995). Kvinder oplever sammenstødet mellem forældrerolle og erhvervsrolle mere negativt, end mænd gør, men hvordan de oplever sammenstødet, og måden de løser problemerne på, varierer med den familiekultur eller livsform, de lever i. Den karrierebundne livsform har større ligestilling mellem kønnene, forældrene diskuterer og har en “forhandlingskultur” og de er bevidste om deres problemer, som de forholder sig relativt styrende til. Lønarbejderlivsformen har et mere traditionelt forældreskab, hvor kvinden har ansvaret for hovedparten af arbejdet omkring hjem og børn. Her forhandles der ikke så meget, og kvinderne foretager ofte afkald og omlægninger af deres arbejdsliv for at tilpasse det til familielivet. Farrollen har, som det er fremgået, ændret sig meget - omend der slet ikke er tale om en udvikling, der er gået så hurtigt, som det fra mange sider var ønsket. De unge fædre tager del i opdragelsen og husarbejdet langt mere end de ældre fædre, og undersøgelse efter undersøgelse dokumenterer, at der er tale om en udvikling i retning af ligestilling på vigtige områder af familielivet - også i forhold til farrollens konkrete udformning. Undersøgelser viser ogsån (Sommer, 1999), at de unge fædre oplever det at være far som noget meget positivt – om end krævende. Billedet af den moderne far er præget af følelser og intensivt samvær med barnet, i hvert fald når det er helt lille – ikke den traditionelle distancerede farrolle. Men – på nogle områder er der langt igen før vi har en farrolle, der ligeligt modsvarer morrollen, bl.a. dokumenteret i den lave andel af fædre (8 pct. i 1996), der udnytter barselsorloven. Men adskillige undersøgelser peger også i retning af, at fædre i almindelighed har en anden og mindre tæt kontakt med deres børn end mødre har. Forældreskab handler ikke kun om arbejds- og opdragelsesopgaver og deres evt. fordeling mellem faderen og moderen, det drejer sig også om følelsesmæssig involvering og psykologisk “tilstedeværelse”, og på det område er der stadig forskel på forældrerollerne, med faderen som den mere distancerende og moderen som den psykologisk mest nærværende. Det hører imidlertid med i billedet på dette område, at disse psykologiske roller ikke nødvendigvis er eviggyldige, de påvirkes af de samfundsmæssige og kulturelle ændringer - selvom der måske er tale om forsinkelseseffekt på netop de mere psykologiske områder. Men der er koblinger mellem erhvervsrolle og psykologisk involvering - det viser sig bl.a., at kvinder i karriereforløb er mere tilbøjelige til at udvise en distancerende adfærd i forhold til deres børn end kvinder uden en sådan erhvervstilknytning (Lippe, 1988) og at fædre i moderne småbørnsfamilier har betydelig kompetence og sensitivitet med hensyn til at reagere på småbørns behov (Sommer, 1996; Christoffersen, 1996).
Opdragelsen Forældremålene for opdragelsen ændrer sig med samfundsforholdene - derfor finder vi i dag, at forældre er mere afslappede i forhold til deres børn end tidligere, de er mindre autoritære og tænker meget mere på deres børn og på samværet med dem. Spørger man i europæiske undersøgelser om forældres mål med deres opdragelse, viser der sig naturligvis en betydelig variation afhængig af bl.a. moderniserings-proces og religiøsitet. I værdiundersøgelsen fra begyndelsen af 80´erne (Harding, Phillips & Fogarty, 1986) var der fem værdier for opdragelsen, der tilsyneladende kunne samle bred enighed, det er den absolut top-prioriterede værdi “ærlighed” efterfulgt af “tolerance”, “respekt for andre”, “god opførsel” og “ansvarlighed”. Det er ikke svært her at se en vis vægtning af sociale og relationsorienterede værdier men også med en moralsk norm i spidsen. I en dansk belysning af spørgsmålet fra begyndelsen af 90´erne (Andersen, 1991) er de topprioriterede opdragelsesværdier “selvstændighed” tæt efterfulgt af “ansvarsfølelse”. Længere nede i rækken kom “tolerance” og “velopdragen optræden” og absolut i bunden af den prioriterede liste kom “sparsommelighed” Relationsorienterede værdier og spørgsmålet om barnets menneskelige udvikling (autonomi), her ligger tydeligt en drejning af familieopdragelsen i den højmoderne familie - bort fra de gamle dyder og over i retning af at styrke barnets mulighed for at klare udfordringerne i modernitetskulturen. De voksne og familien er orienterede mod en individualisering og styrkelse af den enkelte persons muligheder. Det samme synes - ikke overraskende - at gøre sig gældende i denne families opdragelse. Det handler om at udvikle børnenes kompetence (Dencik, 1994), så de kan indgå i de mange sociale relationer og situationer, de stilles overfor, så de kan vælge, vurdere, reflektere og kommunikere. Den familiemæssige ramme er stedet for en sådan udviklingsproces: her forhandles og her aftales og her bliver børn og forældre langt tidligere en før lige parter i en håndtering af hverdagens mange opgaver og gøremål. Som det blev udtrykt i en undersøgelse af de store skolebørn (Jørgensen, Gamst & Andersen, 1986): forholdet mellem børn og forældre er for 13-15 årige under ændring fra forældreskab til venskab . Også på dette område ser vi familiens tætte samspil med “service-institutioner” i det offentlige system. Familieopdragelsen er ledsaget af et offentligt dagpasningssystem, og Danmark har - sammen med Sverige - verdens højeste dækningsprocenter på 0-5 års området. I Danmark er der plads til knap halvdelen af 0-2 års børnene i vuggestue eller dagpleje og for 3-5 års børnene mellem 85-90 pct.. Det imponerende er især for småbørnsområdet, hvor den danske udvikling er temmelig enestående og afspejler en accept i Danmark af det offentlige velfærdssamfunds forpligtelse til at støtte både kvinder og børn i den hastige moderniseringsproces. Vi er således på vej mod en mere præciseret børnepolitik på dette område. Dermed er der også understreget, at hvad opdragelsen angår, er der tale om både en uddelegering - og en dobbeltsocialisering: opdragelsen omfatter både familie og institutioner. Udviklingen er i de senere år også gået mod en stigende erkendelse af institutionernes ansvar: det handler ikke blot om pasning eller beskæftigelse af børnene, mens forældrene er på arbejde, det er også en opgave, der omfatter et barns udvikling og bredere “dannelsesproces” som menneske. I en undersøgelse fra 1996 prioriterer forældre til børn i både vuggestue og børnehave de “bløde” kvalitetskriterier som fx omsorg, kærlighed, fællesskab, tryghed og hensyntagen til barnets individuelle behov. Det er også på disse kriterier, at forældrene giver institutionerne de højeste tilfredsheds-karakterer i følge undersøgelsen fra Mandag Morgen, Strategisk Forum (1996, p. 79). Rapporten fra denne undersøgelse indkredser fremtidens børneinstitution og karakteriserer den ved udtrykket: “Fra pasning til udvikling”. Opdragelse, forældreroller, institutionskvalitet - diskussionerne af disse forhold er udtryk for en betydelig optagethed af spørgsmålet om, hvad familien og det højmoderne samfund giver børn og gør ved børn. Det er en optagethed, der har gjort sig gældende socialpolitisk og givet sig udtryk i mange udvalg og kommissioner siden Børnekommissionen i 1982 bla. udtrykte en bekymring for børns mange og overfladiske voksenkontakter. Men det er også en bekymring, der viser sig på det konkrete plan i dagligdagen i den enkelte institution - eller blandt forældre, der tænker på deres børn og er meget bevidste om deres egen rolle og måske ambivalens. Optagetheden gør sig også gældende blandt forskere, der belyser børns dannelsesproces: bliver børn anderledes i dag end tidligere? Svarene varierer, men de fleste er formentlig enige om, at børn rent faktisk udvikler nye kompetencer i kraft af de ændrede opvækstbetingelser: de bliver mere udadvendte, mere åbne, mere sociale og gruppeorienterede og måske også mere søgende. Og en vigtig del af forklaringen ligger gemt i en højmoderne familie, der har andre vilkår – og er en helt anden familie, end den, der var rammen om børns opvækst for to-tre generationer siden. Børn er anderledes, det er familien også – og det er den omgivende kultur også. Vi lever i et kulturelt opbrud, og det mærkes ind i kulturens inderste kerne: børns dannelsesprocesser.
Litteratur Amato,P.R. (1993). Children´s adjustment to divorce. Journal of marriage and the family, 55, 23-28.
Andersen,B.H. (1996). Børns opvækstvilkår. En beskrivelse af første fase i en forløbsundersøgelse af børn født i efteråret 1995. Socialforskningsinstituttet, stencil.
Andersen,B.H. (1991). Børnefamiliernes dagligdag. Socialforskningsinstituttet. Rapport 91:6. København.
Bonke, J. (1995) Arbejde, tid og køn - i udvalgte lande. Socialforskningsinstituttet, rapport 95:4.
Bonke,J. (red.)(1997) Dilemmaet arbejdsliv - familieliv i Norden. Socialforskningsinstituttet 97:5, Nordisk Ministerråd TemaNord: 1997:534.
Bäck-Wiklund,M (1991). Barn, moderna familjekulturer och hälsa - en id´skiss. I: Agrell (red.): Modernt familjeliv och seperationer. Stockholm: SFR.
Bäck-Wiklund,M.(1994). Ambivalens och säkerhet i modernt moderskap. I: Bjórnberg,U. m.fl. (red.) Janus och genus: om kön och social identitet i familj och samhälle. Stockholm: Bromberg.
Bäck-Wiklund,M. (1999). Moderne moderskab. I: : Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familien i det psotmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p.197-216.
Christoffersen,M.N. (1991). Udviklingen i familieforholdene - belyst 1974, 1980, 1985 og 1990. Arbejdsnotat, Socialforskningsinstituttet.¨
Christoffersen,M.N. (1995). Opvækst hos enlige fædre. Socialforskning. nr. 1,4-5.
Christoffersen,M.N. (1996). Opvækst hos fædre. En sammenligning af 3-5 årige børns opvækst hos fædre og mødre. Socialforskningsinstituttet.96:23.
Dehlbæk,F. (1997). Børnefamiliens økonomi.. Socialforskning. Temanummer Børn, familie, samfund. Marts.
Danmarks Statistik (1995). Befolkningens bevægelser 1993. København.
Det Tværministerielle Børneudvalg (1997). Det Tværministerielle Børneudvalg - i et 10. år. Socialministeriet.
EUROSTAT (1996). Under the same roof: living arrangements in the European Union. Statistics in Focus, 1996:6.¨
Harding,S. Phillips,D. & Fogarty,M. (19869. Contrasting Values in Western Countries. London.
Hestbæk,A-D. (1992). Små børns liv i forsøgsperspektiv. Socialforskningsinstituttet. Rapport 92:10.
Hestbæk,A-D. (1992). Børns og unges fritidsliv i forsøgsperspektiv. Socialforskningsinstituttet. Rapport 92:13.
Hestbæk,A-D (1995). Forældreskab i 90´erne. Socialforskningsinstituttet. Rapport 95:5.
Jensen,M.K. (1992). Slut-sum. En sammenfatning af projekterfaringerne fra Socialministeriets Udviklingsprogram. Socialforskningsinstituttet. Rpport 92:18.
Jørgensen, P.Schultz, Gamst,B. & Andersen,B.H. (1986). Efter skoletid. Socialforskningsinstituttet. Publ. 154.
Jørgensen,P.Schultz (1997). Børnepolitik - hvorfor og for hvem? Socialforskning. Temanummer, marts 1997, 4-10.
Jørgensen, P.Schultz (1999). Familieliv – i børnefamilien. I: Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p. 108-131.
Kelly,J.B. (1984). Post-divorce parent-child relationships: The effect of mediation on parental attitudes and viviation plans. I: Parent-child relationship, post-divorce. A seminar report (198-215). Socialforskningsinstituttet. Stencil.
Lassbo,G. (1987). Opvækst i eneforælderfamilier. I: Jørgensen,P.S. (red.). Børn i nye familiemønstre. København: Hans Reitzel.
Lassbo,G. (1999). Den postmoderne eneforælderfamilie i Norden, Europa. I: : Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p. 479-502.
Mandag Morgen, Strategisk Forum (1996). Fremtidens børneinstitution. Fra pasning til udvikling. Ugebrevet Mandag Morgen, København.
Mohr, H. (1991). Den sammenbragte familie. Informations kronik. Information. 3.december.
Ottosen,M. Heide (1999). Familieopfattelse blandt børn i sammenbragte familier. I: Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p. 384-402.
Politiken (1997). Far bor ovenpå. Politiken, 7. august.
Schaffer,R.H. (1993). Beslutninger om børn. København: Hans Reitzel.
Schwartz,R. (1984) Gift igen - hvad med børnene? København: Gyldendal. Bibliotek for socialpædagoger og socialarbejdere.
Schwartz,R. (1986) Stedforælderfamilien - og særbarnets placering. I: Jørgensen.,P.S. (red.). Børn i nye familiemønstre. København: Hans Reitzel.
Schwartz,R. (1999). Stedforældrefamilien. I: : Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p. 366-383.
Sommer,D. (1996). Barndomspsykologi. København: Hans Reitzel.
Sommer,D. (1999). Faderskab i den radikaliserede modernitet. En undersøgelse af fader-spædbarn-relationen. I: Dencik,L. & Schultz Jørgensen,P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzel, p. 217-244.
Thaulow,I. & Gamst, B. (1987). Enlige forsørgere mellem selvforsørgelse og bistandshjælp. Socialforskningsinstituttet. Publikation 175.
Von der Lippe, A. & Træsdal,T. (1988) Mor som, kompetansemodell for datter: refleksjoner. Refleksjoner over et kasus. Tidsskrift for Norsk Psykologforening, 25, 288-295.
|